Outsourcing – mine råd og erfaringer

Det vil altid kræve ekstra arbejde først at definere en opgave og derefter at følge op på udførelsen, frem for at løse opgaven selv. Derfor skal du først afgøre, om det overhovedet kan betale sig at outsource din opgave. Derefter skal du finde ud af, hvem du skal outsource til, og hvordan du finder denne outsourcer.

Skal du outsource opgaven?

Jeg har lavet en lille test, som kan anvendes til at afgøre, om det kan betale sig at outsource en given opgave.

Testen er baseret på mine erfaringer. Variabler er derfor indstillet i forhold til hvad der passer for mig. Bruger du min test til flere fremtidige opgaver, så skal du sandsynligvis justere variablerne en smule løbende for at testen passer bedst muligt til dine outsourcing opgaver.

Start testen her:
http://www.erikhejlskov.dk/outsourcing-test/start.html

Hvem skal du outsource til?

Hyr aldrig en outsourcer fra laveste hylde. Outsourcerens timepris kan være lav, men du bruger meget mere af din tid end forventet.

Hyr i stedet en specialist, der reelt er overkvalificeret til opgaven. Fordi:

  • Du bruger væsentligt mindre af din tid
  • Slutproduktet bliver langt bedre
  • Den tid du bruger er ikke spildt, men ofte vigtig læring/uddannelse
    (outsourceren er bedre kvalificeret end dig, og det kan du lære af)

Hvilket land skal du outsource til?

Skal der produceres tekst, så er det naturligt, at du outsourcer til en person, der kan sproget flydende. Er teksten kun en lille del af produktet, så kan opgaven med fordel deles op i flere dele.

Derudover skal du vurdere, om produktet kræver kompetencer, der er specielt udviklede i bestemte dele af verden. Eksempelvis kan design laves over hele verden, men designstilen er meget inspireret af området. Derfor vil det være utroligt vanskeligt at finde en asiat, der kan lave design i skandinavisk stil. Hyr derfor altid i et område, hvor det kan forventes at domæneviden og kompetenceniveau er højt i forhold til den givne opgave.

Har du behov for skandinaviske ydelser, så hyr i Danmark. Ikke fordi danskeren nødvendigvis er bedre end nordmanden, men der vil være færre misforståelser, når man taler samme sprog, og når man til en vis udstrækning har samme baggrund.

Hvis du outsourcer programmering, så vælg Østeuropa. Jeg kan ikke fortælle dig, hvorfor det specifikt er denne region, men jeg har gode erfaringer med at outsource programmering til Ukraine. Med de aktuelle uroligheder i Ukraine vil jeg udvide rådet til Østeuropa. Jeg har dog ikke erfaringer med andre østeuropæiske lande end Ukraine. Til gengæld er min erfaring med programmering i Asien ikke god (baseret på Indien, Thailand og Filippinerne).

Er du i tvivl om, hvor du skal outsource til, så er Filippinerne ofte et godt sted at starte. Filippinerne er ikke altid det bedste sted, men samlet set er Filippinerne det sted, der har kunnet løse flest af mine outsourcing opgaver. Filippinerne er langt mere vestligt orienteret end de andre asiatiske lande. De fleste filippinere taler og skriver engelsk rigtig godt. Lønnen er langt lavere end i Skandinavien, så du kan hyre topkvalificerede personer uden at det koster en bondegård. Bemærk dog at arbejdseffektiviteten ikke er nær så høj som i Danmark. En filippiner opnår ofte meget lidt i løbet af en arbejdsdag, også selvom de har installeret et timetracker program, så du kan se deres arbejdsskærm på alle tider af arbejdsdagen. Men er kvaliteten i orden og prisen god, så er dette ikke et problem. Forvent dog at tingene tager væsentligt længere tid, end hvis du selv havde lavet opgaven.

Hvor finder du din outsourcer?

Skal du bruge en dansk outsourcer, så vil jeg anbefale dig at spørge dit netværk. Der er ofte nogle, der har erfaringer med samme type opgaver som dig og derfor kan lede dig til rette sted. Det samme gør sig gældende for ”udenlandske” opgaver, som du ved at dit netværk har erfaring med.

Har du behov for en udenlandsk fuldtids outsourcer, så vil jeg anbefale dig at finde en jobbørs i det pågældende land. Her kan du hyre en medarbejder uden fordyrende mellemled. Jeg vil dog anbefale dig at hyre personen som konsulent og ikke som fastansat. Dermed slipper du for at undersøge ferieregler, ansættelseskontrakter, barsel osv. Det kan være svært nok i Danmark, men skal du hyre i udlandet, så kan det blive helt uoverskueligt. Så hyr altid som konsulent.
Jeg har kun erfaring med dette på Filippinerne. Jeg vil her anbefale http://www.onlinejobs.ph/

Skal du ikke bruge en fuldtids outsourcer, så benyt en outsourcing portal. Jeg har erfaring med Elance og oDesk (som nu er opkøbt af Elance). En outsourcing portal giver bl.a. disse fordele:

  • Mange outsourcere er samlet et sted, så det er hurtigt at finde den rette
  • Du får værktøjer til at holde øje med milepæle, værktøjer til at kommunikere med outsourceren og værktøjer til at se om outsourceren arbejder på den givne opgave (skærmdumps)
  • Du betaler til outsourcing portalen og skal derfor ikke bekymre dig om korrekte fakturaer
  • Du kan sætte din opgave i udbud og hurtigt få forslag til løsning af din specifikke opgave

Kom i gang

Start med at tage min test og find ud af om opgaven overhovedet skal outsources.

Spørg dit netværk. Er der nogen der allerede har erfaring med at udføre en lignende opgave?

Definer opgaven til mindste detalje.

Gå på Elance eller lignende outsourcing portal og find en outsourcer.

Leave a Reply