Det er noget tid siden at jeg sidst brugte Daemon Tools, da jeg ikke har åbnet image filer længe. Men indtil i dag har Daemon Tools været mit foretrukne værktøj til at åbne image filer. Dette er nu slut. Jeg vil på det kraftigste fraråde alle at bruge Daemon Tools.
Daemon Tools er bloated med malware
Jeg fik her til morgen en meddelelse i Windows om at der var en opdatering til Daemon Tools. Jeg trykkede ok til at installere opdateringen. Undervejs i opdateringen blev jeg spurgt om jeg ville installere div. ekstra software og toolbars mm. Dette er irriterende i sig selv, men desværre en meget brugt praksis, da firmaet bag kan tjene lidt ekstra håndører, hvis man siger ja til noget af dette. Jeg ved ikke præcist hvilke programmer der blev spurgt om, da jeg skøjtede hurtigt hen over dette. Jeg trykker altid nej til alt.
På trods af at jeg sagde nej til alt hvad jeg blev præsenteret for i opdateringen, så endte jeg alligevel med malware…
En smule ros til Internet Explorer og Firefox, men Chrome dumper
Øjeblikkeligt efter installationen af Daemon Tools, så poppede et Windows vindue frem og spurgte om jeg ville ændre standard søgemaskine i Internet Explorer til Delta Search. Nej tak. Mystisk at dette kom umiddelbart efter at have installeret Daemon Tools, for den slags forsøger de da ikke på.!?
Da jeg forsøgte at gå til en ny side i browseren Chrome, så crashede den. Efter genstart af Chrome, så var mine faner ikke længere bevaret. Startsiden var sat til Delta Search, standard søgemaskine var sat til Delta Search, og Delta toolbar var installeret. Fuck er jeg ramt af virus, eller hvad sker der? Jeg skyndte mig at søge i Google, og ganske rigtigt så kom hele balladen fra Daemon Tools :-(
I Internet Explorer og Firefox var Delta Search også blevet tilføjet som søgemaskine, men ikke sat til standard søgemaskine. Trods alt bedre end Chrome. Desuden crashede Firefox ikke, og ved genstart af Firefox var faneblade fortsat bevaret. Dog var startsiden, når man trykker på ny fane, sat til Delta Search. Dette både i Internet Explorer og Firefox. Umiddelbart synes jeg ikke at det er opløftende sikkerhed. Men igen: Det er trods alt bedre end Chrome, som i dette tilfælde dumper fælt.
Safari og Opera var helt upåvirkede af dette. Det skyldes sandsynligvis ikke bedre sikkerhed, men bare at denne malware ikke var rettet mod disse browsere.
Sådan kommer du af med skidtet
Heldigvis ser det ud til at både Daemon Tools og Delta Search er let at komme af med. Bruger du Windows, så gå ind i kontrolpanelet og vælg “Fjern programmer”. På listen finder du “Delta toolbar”, “Delta Chrome Toolbar”, og “DAEMON Tools Lite”. Fjern dem alle, og det kan kun gå for langsomt.
Derefter går du ind i indstillingerne i Internet Explorer, Firefox, samt Chrome og fjerner alt der har med Delta Search at gøre. Dvs. under søgemaskiner og håndtering af startsider.
Afslutning
Det ser ud til at jeg er kommet af med skidtet med disse få skridt. Dette kunne jeg have gjort fra starten, og sparet en masse tid. Men jeg værner om min PC og vil derfor vide hvor sådanne ting kommer fra. Det fandt jeg ud af, og jeg har nu advaret dig imod det… Så behøver du ikke at bruge helt så lang tid på det ;-)
Er du enig eller uenig i mine konklusioner, har artiklen hjulpet dig af med Delta Search malware, eller har du anden feedback, så smid en kommentar herunder.
Lennart skriver
Tak for et godt indlæg erik. Jeg må sige at jeg droppede Daemon Tools for længe siden. Det var dog mere kompatabilitet inden noget andet.
Men det er utroligt hvad ellers et af de bedste programmer pludselig ender ud med at være.
Jeg bruger nu betalt software og har kastet in kærlighed på Power ISO. Den er billig og virker perfekt.
Erik skriver
Super Lennart. Jeg tager et kig på Power ISO næste gang jeg skal mounte et image. Med mindre jeg er skiftet til Win8 inden. Windows 8 skulle efter sigende have muligheden indbygget :-)
Jørg skriver
Jeg har længe holdt mig langt fra Daemon Tools og brugte SlySoft’s Virtual Clone Drive I stedet for.
Med Windows 8 bruger jeg slet ikke længere noget tredje parts program til iso mounting, det funker som det skal.
Heidi Stephansen skriver
Hejsa
Dette er et godt indlæg – men men men… jeg har gjort det over 20 gange nu – og hver gang jeg logger på min pc og åbner chrome eller explorer så er den lille delta der igen.
Jeg Har fulgt dit råd og gjort det nøjagtig sådan.
Så nu skriver jeg til dig – for at høre om der er andre måder at gøre det på også.
Jeg har søgt på min pc efter både Daemon og delta og min pc finder ikke noget.
Jeg har også blokeret for delta – men den popper op i et faneblad alligevel :( – Så nu hvisker jeg: hjælp :)
mvh
Heidi Stephansen
Erik skriver
Hej Heidi. Jeg kan kun komme med gisninger og ikke nødvendigvis den endelige løsning. Installerede du også Daemon Tools, da du opdagede problemet? Hvis ikke, så har du sandsynligvis installeret et andet program, som er årsag til balladen. Daemon Tools er sikkert ikke de eneste der tjener penge på dette.
Kører du Windows, så gå ind i kontrolpanelet. Under menupunktet “Programmer” vælger du “Fjern et program”. Gennemgå nu listen og fjern alt som du ikke har tiltro til eller ikke bruger længere. Måske hedder det ikke længere “Delta toolbar”, men det er sandsynligt at ord som “Delta”, “toolbar” eller “search” indgår.
Du skal sandsynligvis både af med Delta, og det program der installerede Delta, før end det hjælper at fjerne det fra dine browsere.
Heidi Stephansen skriver
Hej Erik :)
Mange tak for din hurtige respons :)
Jeg er ikke sikker – men jeg tror det kom ind da jeg ville have et pdf-binder program.
Jeg har gået igennem listen og jeg kan ikke finde noget der er i nærheden af at hede noget med delta. Det er problemet – eller skal vi sige udfordringen ;)
Jeg har scannet pc med anti vir og malware og alt – og den finder da en del – men det er primært små kager…
Delta finder den ikke. Og alligevel – hver gang jeg starter pc op – er den delta der – selv om jeg har fjernet den og blokeret osv. :/
Erik skriver
Har du forsøgt at fjerne dette pdf-binder program? Derefter fjerne Delta i dine browsere og genstarte?
Hvis ikke Delta ligger som et selvstændigt program, så kan det evt. være en integreret del af et andet program.
Heidi Stephansen skriver
Oh yes… det kan jeg love for… det var noget af det første jeg gjorde… ;)
Og det er ret irriterende – for jeg har før hentet det pdf-binde program – men det var fra et andet site…
Jeg kan simpelthen ikke se hvor det gemmer sig.
Så hvis du kender et scanner-prog. som kan finde det… ;)
Erik skriver
Det ved jeg desværre ikke. Jeg bruger selv “Glary Utilities” og “Windows Defender”, men aner ikke om de vil kunne finde det. Der findes også et program der hedder Ad-Aware, som måske kunne være en mulighed.
Heidi Stephansen skriver
Super :) Jeg vil kaste mig over de programmer med det samme ;)
Og simpelthen se hvad der hjælper… :D